|
Post by Fix1991 on Aug 23, 2008 12:59:38 GMT 2
Susan rørte forsigtig ved hans overarm. "Alexsander, han er god nok." sagde hun meget stille. "Han er god ved mig. Han ville aldrig gøre mig noget ondt." sagde hun bare. Hun vidste det måske ikke var så velset at have kysset med ham allerede, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre. Da hun tænkte på kysset brændte hendes læber næsten efter endnu et.
|
|
|
Post by Knight on Aug 23, 2008 13:34:13 GMT 2
"Elsker du ham?" spurgte Alexsander med en lav stemme, dog uden at bevæge en eneste muskel ud over munden. Det ville jo ske før eller siden af hans søs blev voksen. Han havde slet ikke skænket det en tanke, da slet ikke idag. den hårde dag i smedjen var for længst glemt, selvom det blot var for en halv time siden han stod og bankede på det glødende metal
|
|
|
Post by Fix1991 on Aug 23, 2008 13:36:12 GMT 2
Susan så ned. "Han ville være en god mand," sagde hun bare. Hun ville ikke udtale sig om det, for hun var ikke sikker. Desuden var kærlighed ikke en faktor, der kunne spille ind nogle steder. Kunne han forsørge hende og deres kommende børn, ville han blive godkendt som mand. Om de var forelskede eller ej.
|
|
|
Post by Knight on Aug 23, 2008 13:39:32 GMT 2
"det svare ikke på mit spørgsmål, søs. Det er ikke vigtigt om han vil være god eller ej. Vores familie er velhavende nok til at du selv må bestemme dit giftemål. Også selvom det var den værest slyngel i byen." Sagde alexsanden og åbenede sine øjne og så på Susan. Med ham og hans brødre skulle de nok klare sig. Men en ting var sikkert. Jonathan skulle ikke komme og trække sine ord i sig igen!
|
|
|
Post by Fix1991 on Aug 23, 2008 13:42:07 GMT 2
Susan trak på skuldrende. "Jeg ved det ikke. Jeg tror det..." sagde hun. Hun vidste ingenting i øjeblikket. Hun vidste ikke engang vilket ben hun skulle stå på. "Jeg sagde bare han skulle snakke med far om det." sagde hun stille. Det skulle han jo også.
|
|
|
Post by Knight on Aug 23, 2008 13:50:43 GMT 2
"Godt. Jeg skal snakke med ham selv om det. Han skal i vert fald ikke trække sine ord tilbage." Sagde Alexsander. Han foresatte så "Ikke at jeg tror han vil gøre det, og jeg tror heller ikke far vil have noget imod det" Hans ansigt ændre sig lidt og blev blidere idet han sagde "jeg er glad på dine vejne"
|
|
|
Post by Fix1991 on Aug 23, 2008 23:44:35 GMT 2
Susan smilte stort og lagde armene om ham, for at give ham et kram. "Det er jeg også..." sagde hun. Tanken skræmte hende alligevel. "... Tror jeg..." tilføjede hun lavt. Det var tanken om mand og børn og lige pludselig at have en familie og skulle væk fra de vandte omgivelser. Men Jonathan havde jo ikke noget sted at bo, han boede jo på kroen?
|
|
|
Post by Knight on Aug 23, 2008 23:54:02 GMT 2
"men..." sagde Alexsander og så susan i øjne. "glem os nu ikke. Vi kan ikek undvære dit smil her. Halvdelen af kunder kommer jo næsten kun på grund af dig" sagde han og smilede til hende med et skævt smil. Han brød sig ikke om at hun skulle rejse, men han ville ikke vise hende det. Det behøvede hun ikke at vide.
|
|
|
Post by Fix1991 on Aug 23, 2008 23:56:59 GMT 2
"De kommer for at rage på mig, mener du." sukkede Susan og trak på skuldrene. Hun hadede når sådan noget skete, men hun var vandt til det. I starten var hun bleveet bange, men så lærte hun hvordan man talte til dem for at få dem til at slippe. "Og jeg ville da aldrig glemme jer!"
|
|